Smerter i skulder, albue eller hånd kan stamme fra et lokalt problem i det smertefulde led, eller det kan være et resultat af problemer andre steder, som f.eks. ryggen eller nakken.

Gennem en grundig undersøgelse kan vi hjælpe dig med at afklare årsagen til problemet, afhjælpe smerterne og give dig gode råd til, hvordan du forebygger at problemet skal vende tilbage.

Desværre kommer det fortsat bag på mange at en kiropraktor også kan vurdere og behandle smerter, skader eller andre problemer disse steder. En kendsgerning som kiropraktorerne hos FLiCFLAC i Kolding arbejder på at ændre:

Vi er uddannet som specialister i ”bevægeapparatet”, hvilket betyder at vi ikke kun har viden og erfaring omkring undersøgelse og behandling af rygproblemer, men altså også en betændt achillessene, en overbelastet albue, smerter i håndleddet  osv.

Skuldersmerter

Skulderen er det mest bevægelige led i kroppen, men derfor desværre også et sårbart led. Den store bevægelighed er på bekostning af stabilitet, og skulderleddets funktion er i høj grad afhængig af tilstanden i de 22 muskler, der styrer den! Problemer i skulderen kommer ofte til udtryk ved bevægelser med armen over skulderhøjde eller ved at tage overtøj på, og rigtig mange skulder patienter har smerter om natten. Skulder problemer kan desuden forårsage smerter der stråler mod nakken eller ud i armen, evt. som føleforstyrrelser i hånd og fingre. Operation i skulderen er ofte en kompliceret opgave på grund af leddets opbygning. I en del tilfælde kan kiropraktisk behandling af skulderproblemer betyde, at skulderoperation kan undgås.

 

Albuesmerter

Mange kender begreberne ”tennisalbue” eller ”golfalbue”, der henfører til smerter på henholdsvis albuens yderside og albuens inderside.  Begreberne dækker over en overbelastning af de muskler, der styrer underarmens og håndens bevægelser, og som i øvrigt oftest er forårsaget af så meget andet end lige netop tennis eller golf. Mere hyppige årsager til albuesmerter er ensidige arbejdsstillinger f.eks. ved computeren, og smerterne kommer ofte til udtryk ved bøje- eller strække bevægelser i albue og håndled, samt drejebevægelser som at låse en dør eller skrue en skrue i. Albue problemer kan være særdeles svære at få bugt med, hvis de har varet i lang tid, så få det undersøgt og behandlet i tide.

 

Håndledssmerter

Mange håndleds problemer skyldes enten overbelastning eller fald, hvor man tager fra med hænderne. Overbelastning af senerne omkring håndleddet kan resultere i seneskedehinde betændelse der er temmelig smertefuldt og ofte tilbagevendende, eller i ”karpaltunnel syndrom” hvor nerven til tommel-, pege- og langefinger bliver klemt, og giver føleforstyrrelser og smerter i disse fingre. Lad kiropraktoren undersøge din hånd, arm og nakke før en eventuel operation, og helst så tidligt som muligt efter problemerne er opstået.